åbenbart urimelig - samvær - stedlig begrænsning - skøn

Udskriftsdato: 4. juli 2023

KEN nr 9245 af 15/06/1998 (Historisk)

Ankestyrelsens principafgørelse O­58­98 om overvåget samvær ­ åbenbart urimelig ­ samvær ­ stedlig begrænsning ­ skøn

Ministerium: Social­, Bolig­ og Ældreministeriet Journalnummer: J.nr.: 201686­96201072­97

Ankestyrelsens principafgørelse O-58-98 om overvåget samvær - åbenbart urimelig - samvær - stedlig begrænsning - skøn

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager, hvor kommunen havde truffet

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5, § 67, stk. 2 og § 67, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 2 Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 123-125

Sagsfremstilling 1:

anbragt uden for hjemmet.

I sag 1 var der fastsat vilkår for samvær, herunder hyppighed, varighed og stedlig begrænsning.

I sag 2 var der ligeledes tale om fastsættelse af vilkår for samvær, herunder stedlig begrænsning samt aftale med moderen om tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen til at støtte moderen under samværene. Der er ikke klaget over tilstedeværelsen af 3. person.

I den første sag var Ankestyrelsen enig med nævnet i, at fastsættelsen af vilkår for udøvelsen af samværet mellem en mor og hendes 4-årige søn ikke kunne betragtes som overvåget samvær.

Ankestyrelsen tiltrådte den påklagede afgørelse med den begrundelse, at det af kommunalbestyrelsen udøvede skøn ikke kunne karakteriseres som ulovligt eller åbenbart urimeligt. Ankestyrelsens og nævnets kompetence var således begrænset af bistandslovens § 15, stk. 5. ( nu retssikkerhedslovens § 69 )

I den anden sag tiltrådte Ankestyrelsen ligeledes den påklagede afgørelse med den begrundelse, at det udøvede skøn ikke kunne karakteriseres som ulovligt eller åbenbart urimeligt. Ankestyrelsens og nævnets kompetence var således begrænset af bistandslovens § 15, stk. 5. ( nu retssikkerhedslovens § 69 )

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at spørgsmålet om andres tilstedeværelse under moderens samvær med børnene henhører under kommunalbestyrelsens adgang til at træffe beslutning om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, jf. § 66 d, stk. 1, 2. pkt. ( nu servicelovens § 55 ) En sådan afgørelse kan af forældremyndighedens indehaver indbringes for det sociale ankenævn. Sagsfremstilling: Sag nr. 1 - j.nr. 201686-96:

Et barn var anbragt udenfor hjemmet ved fødslen p.g.a. moderens psykiske lidelser. Der havde i denne tid været fortsat samvær, hvor omfanget, udøvelsen og de særlige vilkår i forbindelse med samvær mellem mor og søn varierede. Der var tale om overvåget samvær i de første ca. 2 år, hvorefter man forsøgte med uovervåget samvær i ca. 1 år. Herefter blev der påny truffet afgørelse om overvåget samvær mellem mor og søn i ca. 9 måneder.

KEN nr 9245 af 15/06/1998 1

Drengen var påvirket af samvær med moderen, idet denne p.g.a. manglende selvindsigt om sin egen psykiatriske lidelse og sit eget behov for hjælp ikke var i stand til at trække grænser i forhold til sønnen.

Herefter traf kommunen under henvisning til bistandslovens § 67, stk. 1 og 2 afgørelse om, at moderens samvær med sønnen blev fastsat til 2 timer hver 4. uge, og til yderligere 2 timer i forbindelse med drengens fødselsdage og jul. Al samvær skulle foregå i plejefamilien, og moderens venner og bekendte måtte ikke deltage i samværet.

Afgørelsen blev af moderens advokat påklaget til ankenævnet, idet advokaten gjorde gældende, at der klart var tale om overvåget samvær al den stund, at kommunen havde fastsat forskrifter for den fysiske udøvelse, d.v.s. at samværet skulle ske på et bestemt sted, og at plejefamilien overvågede samværet.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at der ikke var tale om overvåget samvær, men at der var tale om omfanget og udøvelsen af kontakten og vilkår for samværet, hvilket hører under kommunens kompetenceområde.

Nævnet udtalte således, at der var tale om vilkår inden for det område, hvor kommunen kunne fastsætte sådanne vilkår, herunder at samværet skulle foregå et bestemt sted.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der havde været tale om overvåget samvær, når kommunen havde fastsat så mange forskrifter (vilkår) for samværet, som f.eks. at det kun måtte foregå hos plejefamilien under tilstedeværelse af plejemoderen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunens afgørelse om fastsættelse af vilkår for samværet kunne sidestil- les med overvåget samvær.

Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at der ikke skulle træffes afgørelse efter reglerne herom.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at afgørelsen var udtryk for en konkret skønsmæssig afvejning af, hvad hensynet til drengens behov for stabilitet og tryghed ved samværene tilsagde, og at de sociale ankeinstan- ser kun kunne tilsidesætte det af kommunalbestyrelsen udøvede skøn, hvis det var ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen alene havde bestemt, at samværet skulle foregå i plejefami- lien, og at plejemor regulerede sin direkte tilstedeværelse ved det fastsatte samvær mellem moderen og hendes søn, i overensstemmelse med moderens og barnets behov. Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at kommunen i henhold til bistandslovens § 67, stk. 2 havde adgang til om nødvendigt at fastsætte nærmere vilkår for samværet, samt at samværet skulle foregå et bestemt sted.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 201072-97:

2 børn på 4 og 6 år var med moderens samtykke anbragt uden for hjemmet. Indtil oktober 1996 fandt samvær med børnene sted 1 gang ugentlig og i plejefamilien. Herefter blev der under henvisning til §67, stk. 2 og 3 truffet afgørelse om overvåget samvær for en 3 måneders periode samt fastsættelse af samvær til hver 14. dag i 2-3 timer. Endvidere blev det besluttet, at samværet skulle finde sted i besøgsrummet hos

"Familieplejen for børn og unge i kommunen".

KEN nr 9245 af 15/06/1998 2

Under henvisning til beskrivelser af de 2 børn fra en klinisk psykolog traf kommunen i april 1997 under henvisning til § 67, stk. 2 afgørelse om, at samværet mellem moderen og de 2 børn fortsat skulle finde sted 2-3 timer hver 14. dag i familieplejens lokaler.

Afgørelsen blev påklaget til ankenævnet, idet moderen ønskede, at samværene skulle udvides, og at de skulle foregå i hjemmet.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på de foreliggende beskrivelser af de hidtidige forløbne samvær mellem moderen og børnene, hvor det fremgik, at begge børn havde et stærkt behov for sikkerhed, ro og overskuelighed i deres dagligdag.

Med hensyn til varighed af samvær lagde nævnet vægt på, at børnene beskrives som trætte efter 2½ times samvær, og at en udvidelse formentlig ville betyde, at børnene blev trætte og urimelige og vanskeliggøre afslutningen på samværene.

Rammerne omkring samværene fandtes at fungere efter hensigten, og gav fortsat både forløbet af samvæ- rene og af børnenes forhold hos plejefamilien en mere rolig karakter, når samværene foregik et neutralt sted. Endelig var nævnet enig med kommunen i, at samværene var gjort personlige for moderen i mangel af anden aftale med kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt de sociale ankeinstanser på grund af bestemmelsen i bistandslovens § 15, stk.5 er afskåret fra fuldt ud at efterprøve kommunens beslutning om stedlig begrænsning af samvær, jf. bistandslovens § 67, stk. 2.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at det af hensyn til børnene og formålet med anbringelsen var nødvendigt at regulere samværene mellem moderen og børnene.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre beslutningen om, at samvær ikke fandt sted i hjemmet men i besøgslokalet hos Familieplejen i kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at afgørelsen var udtryk for en konkret skønsmæssig afvejning af, hvad hensynet til børnene og tryghed ved samværene tilsiger, og at de sociale ankeinstanser kun kunne tilside- sætte det af kommunen udøvede skøn, hvis det var ulovligt eller åbenbart urimeligt. Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at spørgsmålet om andres tilstedeværelse under moderens samvær med børnene henhører under kommunalbestyrelsens adgang til at træffe beslutning om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, jf. § 66 d, stk. 1, 2. pkt. En sådan afgørelse vil kunne indankes af forældremyndighedens indehaver til det sociale ankenævn.

KEN nr 9245 af 15/06/1998 3