Med hensyn til denne formel og sammensætning af vækstdiagrammer henvises til litteraturen præsenteret forrest i Vol. IV, s 342. Da højden varierer meget inden for bevoksningen, så den stiger med diameteren, er alle observationer fra den enkelte opmåling ordnet efter træernes tykkelse og derefter indtegnet grafisk, hvorefter højden svarende til diameteren. er indtastet i aflæs mellemniveau. Af de to værdier for højdevækst findes den nederste ved at sammenligne højden før udtynding i slutningen af perioden med højden efter udtynding i starten af perioden, mens den øverste figur kommer fra måling af årsskuddene på testtræerne.
II, som blev afskåret på grund af dårlig form, er en undtagelse, da den er vokset hele 6 millimeter om året. Da en del af tykkelsesforøgelsen falder på barken, kan det antages, at kornbredden for de store træer ikke overstiger 2 millimeter. Lidt mere end halvdelen af arealet er skygget af hyldebærbuske, afbrudt af en strækning af elme og enkelte ege.
Af de 3 x 6 månedlige gennemsnit er 14 over normalen, og hver af de tre somre havde et betydeligt varmeoverskud. Billedet viser fra venstre mod højre tværsnit lige i jordhøjde af ringene og 1921 samt af naboringene. I de senere år er der opstået en del spredt underskov af rødgran, røn, pil, Dunet Goteblad og Almindelig Goteblad.
Der er altså sket en bevægelse mod en renere skovflora, men det er ikke en typisk askeskovsflora. Af de 9 træer, der faldt under udtynding, havde et en "lille plettet plet" ved roden, og et andet havde en "lille mørk plet"; kun en stilk var "ren", d. P r ø v e f l a d e LA, Lille Bøgeskov, 2det Sorø Skovdistrikt, 434 m2, er tidligere beskrevet som en del af skovtræernes respirationsundersøgelser af BOYSEN JENSEN.
Vi har uden tvivl en effekt her af de forskellige snit på de to testflader, men det betyder ikke, at snittet er den eneste årsag; tværtimod ser det ud til, at der er en original forskel, som kommer fra indre, arvelige planter, i træformen, svarende til hvad vi kender fra Bøgeforsøgsområde K i Grønnehave i modsætning til forsøgsområde M og X i Stokkebjerg Skov . De tre figurer viser, hvor smukt træarten kan udvikle sig i det indre af Sjælland og fører os på visse punkter til en ændring i vores syn på de krav, den stiller til vækststedet, såsom Håndbog i Skovbrug Kap. Når vi sammenligner jordens tilstand på de syv asketestflader, vil vi se, at der er nogle træk, som de fleste af dem har til fælles.
I de fleste tilfælde når rødderne ned i jordlag med rigeligt kulsyreholdig kalk, og de forsøgsområder, hvor dette ikke er tilfældet, er placeret på en sådan måde, at man kan antage, at der er en lateral bevægelse af vand fra højere steder, hvilket kan forårsage ved opløst kalk. Denne kombination af de to enheder sparer meget tid, og adskillelsen af mineraldelene er nemmere og mere komplet. For Sæmningens Vedkommen svarer klassifikationen til den, som K. RØRDAM har brugt i analyserne af Jydsk Hedesand tidligere af Forsøgsvæsenet1).
Vanskeligheden er formentlig nedskæring af gamle overkørsler, da det udsætter bøgetræerne for skader, måske endda ødelæggelser, og her som i andre områder vil der især være behov for en systematisk uddannelse af vore skovdyrkere. henvisning til fældning og skovrejsning af nyttige træstammer, der står over middelaldrende skov, hvad enten dette nu, som i CQ-testområdet, er en skyggeplante, eller er de yngre aldersklasser i en skov af dækket, svarende til "Femelschlag" og formentlig nærmer sig Høstskoven.
FUTAIE DE FRÉNE
Dans les parcelles les plus anciennes, la santé des frênes n'est plus bonne, et il semble que le moment soit venu d'abattre les arbres précieux, même s'ils offrent encore une augmentation notable de diamètre (pages 44 et 58). Le tableau VII montre la forme du parpaing par rapport au cône et à la parabole. La composition du sol ainsi que la flore sont assez similaires sur ces sites d'essai, bien que le sous-sol présente des différences significatives.
La flore se distingue notamment par la présence de plusieurs plantes caractéristiques des forêts de frênes, parmi lesquelles Mercariaalis perennis, Stachys silvaticus, Urtica dioeca, Geranium nitric acid1). La décomposition dans le sol est très active, et la décomposition des composés azotés conduit à une formation complète d'acide nitrique, tandis que l'ammoniaque ne s'y trouvera qu'à de faibles traces. La couche supérieure du sol présente une réaction presque neutre, avec un pH compris entre 6 et 7,3 (sauf pour C, où il y a de l'herbe).
En figue. 10 sont deux colonnes pour chaque profil de sol, l'une à gauche indiquant la nature du sol et son pH, l'autre, à droite, les racines de frêne et le niveau de la nappe phréatique vs. fin de l'été 1927. Dans la colonne de sol, on voit l'humus mou au sommet, puis le sol supérieur, marqué de hachures. Le sous-sol argileux est d'un blanc pur, et les points indiquent qu'il est plus ou moins sablonneux, et les chiffres blancs indiquent du carbonate ou du calcaire.
Là où il y a du carbonate de chaux, ils atteignent ou dépassent sa limite. Le pH du terreau, qui semble tout à fait indépendant de celui du sous-sol, semble plutôt dépendre de l'état du sol et de sa couverture vivante.
