Forskerholdet er en del af netværket 'Det nye arbejdsliv' med forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Det betyder et skift fra at lede efter årsager til et dårligt arbejdsmiljø under ydre og frem for alt fysiske og målbare forhold til at se det integreret i et udviklingsperspektiv, hvor udviklingen af både virksomhed og medarbejder forenes i bestræbelserne på at skabe et godt og sundt arbejdsmiljø. En meget central debattør i de senere år er den amerikanske sociolog Richard Sennett, der i bogen 'Den fleksible mand' (Sennett, 1998) beskriver nogle af de problemer, der er forbundet med det nye arbejdsliv, nemlig at fleksibilitet er med til at bryde faste punkter i det nye arbejdsliv. moderne medarbejderes liv og underminerer de værdier, de har for deres arbejde.
Han peger på, at øget fleksibilitet på et niveau har en tendens til at reducere fleksibiliteten på et andet niveau, f.eks. Inspireret af den amerikanske antropolog Gregory Bateson er kybernetiske systemer defineret af, at der er øvre og nedre grænser for systemernes evne til at fungere. De to rapporter omhandler de fordele og problemer, som det nye fleksible arbejdsliv bringer, og rådgiver om, hvilke politiske tiltag og sikringer den enkelte arbejdsplads kan anvende for at imødegå det pres, moderne medarbejdere står over for om at være fleksible, engagerede og selvforsørgende. medarbejdere og samtidig være ansvarlig for en familie.
Homøostase
Derfor er det ofte den tjekkisk-canadiske forsker Hans Selye som får æren for at have udviklet stress-begrebet og på den måde bane vej for et nyt sprog for fortolkning af en række problemer og sygdomme. Han interesserede sig for, hvordan kroppen reagerer, når den må mobilisere sine reserver for at håndtere skader og trusler mod sin integritet, som her skal forstås fysiologisk. Også Selye bibringer til ideen om, at ’stressorer’ og uligevægt og er en trussel mod.
Både Cannon og Selye forstår kroppen som et biologisk system, der skal være i balance for at. Arbejde blev her betragtet som en biologisk nødvendighed, og for Selye blev det også forstået som at give mening. Selye mener, at det er essentielt at finde en balance i forhold til dårlig stress for at få så meget god stress som muligt – eustress.
Med tanken om balance taler Selye ud fra ideen om homeostase med inspiration fra Cannon og Bernard, hvor det er tanken om kroppens indre balance, der ses som vejen til sundhed og ikke stressreaktioner ( Cooper & Dewe, 2004). Han havde udgangspunkt i fysiologiske studier, men hans udvikling af stressbegrebet fik i starten størst betydning i andre kredse, hvor det blev essentielt for at forstå en række sygdomme og sammenhænge mellem mennesker og deres omgivelser, som er blevet fortolket forskelligt i forskellige indstillinger. I de alternative grupper blev Selyes tanker modtaget som en videnskabelig legitimering af deres tanker om meditation og.
Cannon og Selye kan anses for at høre til, hvad Rod Nielsen og Kristensen (2007) betegnede. Med stigningen i produktionen i 1960'erne blev stress interessant for andre grupper, såsom Verdenssundhedsorganisationen, der var opmærksom på sammenhængen mellem stress, arbejdsforhold og mange udbredte sygdomme som hjertesygdomme, i forbindelse med udviklingen af bl.a. sundhedstilstanden for forskellige befolkningsgrupper.
Psykisk sårbarhed
I hæren handlede det om, hvordan man håndterede kampstress; inden for psykosomatisk forskning var det forholdet mellem krop og sind;. En central retning inden for stressforskningen i 1960'erne og 1970'erne omhandlede 'stimulus-response' (S-R) teorien, der inspireret af behaviourismen handlede om, hvordan en person reagerede på ydre påvirkninger. Dette blev senere udviklet i 1990'erne til 'stimulus-organisme-respons' (S-O-R) teorien som en udvikling, hvor studiet af mentale processer i relation til menneskelig adfærd blev genoptaget.
Organism' kom ind i teorien som en indikator for, at tanker medierer forholdet mellem miljø og adfærdsmæssig reaktion (Cooper & Dewe, 2004). I Michigan i USA blev 'The Survey Research Center' udviklet, og i England blev 'The Tavistock Institute' etableret, begge grundlagt i 1940'erne. Denne forskning ligger i forlængelse af den forskning, der også blev lavet i 1920'erne og 1930'erne om sociale relationer i organisationer, som f.eks.
Det er netop fremkomsten af en psykosomatisk orientering inden for stressforskningen, der er med til at bane vejen for, hvad man kan betegne. En væsentlig del af stressforskningens historie er knyttet til psykosomatisk medicin, som blev et hovedfag i 1960'erne og 1970'erne. Begrebet stress blev konstrueret som et element i den menneskelige oplevelse, hvilket åbnede muligheden for ny forståelse og behandling af sygdomsprocessen.
Debatten handlede om, hvordan kritiske livsbegivenheder kunne isoleres, og om det var muligt. Ifølge den amerikanske psykolog Richard Lazarus' kritik af "kritiske livsbegivenheder" kan individets forståelse af de pågældende begivenheder ikke adskilles fra, hvordan de skal studeres og måles.
Coping/mestring
En kritik af denne forskning drejede sig om, hvorvidt den skulle fokusere på den enkelte, der oplevede dem. Lazarus er eksponent for en metodisk og forståelsesmæssig drejning i stressstudier på en måde, så han vender fokus fra en objektivistisk tilgang til studier, hvor man ser på omgivelserne, fysiske reaktioner og kropsbalance, til en subjektivistisk tilgang, hvor den enkeltes mening og forståelse af situationen er afgørende for at forstå stress og individets chancer for at møde ham. Lazarus tilskriver følelser og individets evne til at håndtere situationen som væsentlige i forhold til udvikling af stress.
Vores vurdering af visse begivenheder er afgørende for, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt, og om vi udvikler stress. For Lazari er 'stressorer' ikke en fast kategori, men skal opleves som sådan af den enkelte. Hos Lazarus handler interventionen om at håndtere stress, som handler om, hvordan den enkelte håndterer stress.
Vi definerer mestring som kognitive og adfærdsmæssige indsatser, der konstant ændrer sig og forsøger at klare specifikke ydre og/eller indre krav, der vurderes som vanskelige eller uden for personens ressourcer. (Lazarus. Endelig vil effekten ifølge Lazarus også afhænge af individets subjektive oplevelse af velvære, social funktionalitet og somatisk sundhed. Dette er et brud fra det psykofysiske paradigme, idet kroppen ikke her ses som et lukket fysisk system, der søger en balance i forhold til omgivelserne for sin egen overlevelse, men tilføjer et subjektivt element til, hvordan stressfaktorerne opleves individuelt.
Det er i hvert fald en individorienteret interventionsform, der understreger, at det er den enkelte, der skal rustes til at håndtere de ting, han eller hun møder. Ansvaret for den enkeltes balance i forhold til ydre krav lægges således på individet, eftersom det er individet, der skal tilpasse sin 'kognitive og adfærdsmæssige indsats', så ydre og indre krav ikke overstiger individets ressourcer.
Den relationelle ligevægt
Det er både et brud med det psykofysiske paradigme og det mestringsorienterede paradigme, da det ikke kun handler om, hvordan individet håndterer ydre pres fysisk eller psykisk, men anerkender mennesker som sociale individer, der forstår deres situation ud fra relationer mellem dig selv og dem omkring dig, både ledere og kolleger. Hans teori om forholdet mellem jobkrav og affekt er blevet diskuteret siden hans første artikler om 'job strain model' eller 'demand control model', som blev udviklet i slutningen af 1970'erne. Der har været mange undersøgelser baseret på Karaseks model, bl.a. hvilket der også er megen kritik af, vedrørende forholdet mellem indflydelse og krav, der ikke altid falder forudsigeligt i forhold til jobs karakter.
Inden for Karaseks tilgang til stress argumenterer Baldursson for, at den sociale dimension af udviklingen af stress skal ses i relation til ændringer i På den baggrund foreslår Baldursson, at Karaseks model bør udvikles til at forholde sig til relationerne mellem medarbejdere, som er velintegrerede, og som er marginaliserede på arbejdspladsen. Hermed er det til diskussion med Baldursson, om det er korrekt, at arbejdet i stigende grad individualiseres.
Man kan hævde, at det er svært at bestemme dette forhold mellem belønning og indsats. Det er et perspektiv, hvis udgangspunkt er, at en persons selvværd er truet af dette (Semmer, 2007). Ligesom hos Siegrist ligger vægten her på udvekslingsforholdet, eller som Sørensen kalder det, flyttes fokus fra om arbejdet er tåleligt til om det er værd at holde ud (Sørensen, 2008).
Centralt i dette skift er en anden fortolkning af, om der er ligevægt i den sociale udveksling i relationer mellem medarbejdere eller mellem medarbejdere og deres ledere. Det betyder, at tilrettelæggelse af arbejdet og relationer mellem medarbejderne ses som faktorer, der er centrale for at forstå, hvordan stress udvikler sig som andet end f.eks.
Fra fysisk ligevægt til social retfærdighed
Antropologen Gregory Bateson introducerer kybernetik til samfundsvidenskaberne som en måde at forstå kulturer som systemer (Bateson, 1999). Det er et opgør med tanken om, at man kan finde lineære årsagssammenhænge, der fører til stress. Med hensyn til kybernetik og homeostase betragtes stress som et lukket kredsløb sind-krop-forhold.
Ud fra Cannons forståelse af balance kan man reagere på en trussel ved at kæmpe eller flygte. Her bliver personlighedscoping central for at forstå udviklingen af stress, og fokuserer på forståelsen af, at der er isolerede faktorer for udviklingen af stress, der kan udpeges, som handler om ens forståelse af særlige lidelser, som det ses hos Lazarus. Semmers forståelse af udvikling af stress hænger sammen med den enkeltes oplevelser af sociale relationer og balancen mellem forventet og opnået anerkendelse.
Karasek bruger imidlertid også begrebet overload, som en beskrivelse af en tilstand, der kan føre til stress. Det ser jeg som beslægtet med systemtænkningen og med forestillingen om positiv feedback, der kan føre til sammenbrud af systemer og individer. Eriksens forståelse af fleksibilitet centralt, idet det giver ideen om balance og bestemte rammer for forståelse, som også Bateson gør opmærksom på (Bateson, 1999).
Udvikling handler om menneskelig fleksibilitet; det er menneskelig fleksibilitet, der skaber evolution og forandring, men det er også en fleksibilitet, der har sine begrænsninger. Når menneskelig fleksibilitet strækkes ud fra et specifikt mål, giver det mindre fleksibilitet på andre områder. Tværtimod er vækst forbundet med en afsmittende effekt fra et område til et andet og som sådan en særlig forståelse af 'win-win'.
Baseret på homeostase-tænkning bliver kroppens evne til at genoprette ligevægt og tilpasse sig central for forståelsen af stress, og tilbyde forskellige muligheder med hensyn til at bevare sit helbred og ikke at blive stresset.
