Udskriftsdato: 1. juli 2023
KEN nr 10287 af 31/10/2012 (Gældende)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder afskedigelse ej medhold
Ministerium: Social, Bolig og Ældreministeriet Journalnummer: 710022212
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
J.nr. 7100222-12
Klager blev som den ældste medarbejder opsagt fra sit arbejde på en behandlingsinstitution for psykisk syge unge. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der var en stor aldersspredning blandt de ansatte på institutionen og blandt de personer, der blev opsagt. Der var ikke nogen oplysninger i sagen, som tydede på, at klagers alder blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige netop klager. Nævnet lagde samtidig vægt på, at klager var sygemeldt i flere perioder efter opsigelsen, og at dette ifølge indklagede, var tillagt betydning i forbindelse med indklagedes vurdering af, hvem der skulle have deres opsigelsesvarsel forlænget. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager som den ældste medarbejder blev opsagt fra sit arbejde.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit arbejde.
Sagsfremstilling
Klager blev den 1. november 2007 ansat hos indklagede, der er en behandlingsinstitution for psykisk syge unge.
Klager blev ved brev af 30. maj 2011 opsagt til fratrædelse den 30. september 2011. Det fremgår af opsigelsesbrevet, at indklagede ikke havde haft en stor nok tilgang af børn og unge, samtidig med at en af deres eksisterende anbringelseskommuner havde opsagt samarbejdet. Dette betød, at indklagede blev nødt til at reducere i antallet af medarbejdere.
Der blev i alt opsagt seks medarbejdere. Alderen på disse var 62 år (klager), 40, 39, 38, 31 og 24 år.
Efter en henvendelse fra klagers fagforbund, hvor det blev gjort gældende, at klager var den eneste af de afskedigede, der ikke var blevet tilbudt ny ansættelse i tidsbegrænset stilling, oplyste indklagede, at det efter afskedigelserne viste sig, at der var behov for personale i begrænset omfang frem til udgangen af 2011 på grund af ventetid på anden anbringelse af nogle af de unge. Indklagede oplyste også, at af de seks medarbejdere var tre blevet forlænget i ansættelsen frem til 31. december 2011. En medarbejder blev tilbudt overgang til nattevagt i et barselvikariat, mens to medarbejdere, herunder klager, ikke kunne tilbydes forlængelse.
Klager var efter opsigelsen sygemeldt fra den 31. maj til den 7. juni 2011 og igen fra den 16. juni til den 20. juni 2011. Hun blev sygemeldt igen den 5. juli 2011 og var sygemeldt resten af opsigelsesperioden.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med sin afskedigelse, og i forbindelse med at hun ikke blev tilbudt genansættelse.
Klager henviser til, at hun var den ældste af de afskedigede medarbejdere, og hun blev som den ældste ikke tilbudt genansættelse.
Det fremgår ikke af opsigelsen, hvilke objektive kriterier arbejdsgiveren har lagt til grund ved vurde- ringen af, hvem af flere medarbejdere, der i en opsigelsessituation bedst kunne undværes. Samtidig overstiger klagers alder væsentligt den gennemsnitlige aldersspredning i den gruppe, der blev tilbudt forlængelse m.v.
Klager var den ældste af de fastansatte medarbejdere, idet alderen på opsigelsestidspunktet for de 15 personer, der var ansat i samme gruppe som klager, var 25, 31, 32, 37, 39, 40, 41, 45, 52, 54, 54, 55, 57, 59 og 63 (klager) år.
Klager var markant ældre end gennemsnittet af de øvrige medarbejdere, hvis gennemsnitsalder var 45,6 år.
Den person på 70 år, som indklagede omtaler, er en pensioneret lærer, der kom nogle timer om ugen for at undervise en af de unge.
Klager oplyser, at den person, der ud over hende selv ikke fik tilbudt forlængelse, kontraopsagde sin stilling, idet hun havde fundet andet arbejde.
Klager mener ikke, at der er noget i de af indklagede nævnte kriterier, der kunne pege på, at hun skulle afskediges, idet hun dels havde den uddannelsesmæssige baggrund og dels havde mulighed for at indgå i arbejdet, således at man fortsat kunne have sammenhængende vagtskemaer.
Klagers sygefravær var på ingen måde påfaldende i tiden op til opsigelsen.
Klager oplyser, at der fortsat er to børn tilbage af den gruppe, som klager varetog.
Klager er uddannet pædagog. Ud over uddannede pædagoger var der også ansat en række uuddannede pædagoger hos indklagede.
Beslutningen om at forlænge andre af de opsagte medarbejdere blev truffet den 6. juli 2011. På dette tids- punkt havde klager og indklagede ingen anelse om, hvilken prognose der var for klagers sygefravær. Det er ikke korrekt, at hun på dette tidspunkt var sygemeldt på ubestemt tid.
Indklagede gør gældende, at sagen bør afvises, da den ikke er egnet til nævnsbehandling, idet behandling af sagen forudsætter en egentlig bevisførelse, herunder afhøring af vidner.
Subsidiært gøres det gældende, at afskedigelsen ikke er sket i strid med forskelsbehandlingsloven.
Indklagede henviser til, at klager er blevet vurderet ud fra de samme kriterier som de øvrige medarbejde- re, og derfor er opsigelsen af klager ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.
Indklagede oplyser, at deres medarbejdere er i alderen 26 til 70 år.
Indklagede har haft en timelønnet lærer født i 1939 ansat i perioden fra 1. oktober 2009 til 1. maj 2012, hvor han selv valgte at fratræde. Læreren fungerede primært som matematiklærer, billedkunstlærer og musiklærer. Han var lærer for alle de unge.
Indklagede er ikke helt enig med klager i opgørelsen over medarbejdernes alder på opsigelsestidspunk- tet. De har indsendt en liste over de ansatte på institutionen på opsigelsestidspunktet, deres alder på dette tidspunkt og deres sygefravær ½ år før opsigelsestidspunktet og ½ år efter.
Efter denne opgørelse var klager 62 år på opsigelsestidspunktet, mens de øvrigt opsagte var 40, 39, 38, 31 og 24 år.
Indklagede oplyser, at en tom belægningsplads koster institutionen 150.000 kr. pr. måned. Kommunerne kan opsige eksisterende aftaler med løbende måned plus én måneds opsigelse, og da der på tidspunktet for klagers afskedigelse allerede var opsagt børn og en overhængende risiko for hjemtagelse af yderligere børn og unge, ligesom der manglende nye anbringelser, var det nødvendigt at reducere i medarbejdersta- ben.
Ved fastlæggelsen af kriterier for udvælgelsen af hvilke medarbejdere der skulle afskediges, valgte indklagede at fokusere på at der fortsat var en relevant sammensætning af nødvendige faggrupper til løsning af opgaverne, dels at der fortsat skulle være mulighed for at sammensætte et sammenhængende vagtskema, der imødekom behovet for døgndækning, og dels at der blev taget hensyn til institutionens unge i forhold til det relationelle arbejde herunder de unges særlige behov. Herudover blev der også lagt vægt på medarbejdernes sygefravær.
Ved beslutningen om at opsige klager, blev der lagt vægt på at, de børn og unge, klager var tilknyttet, snarligt ville ophøre grundet fraflytning, hvorimod andre medarbejdere havde børn og unge, hvor der ikke i samme grad var risiko for fraflytning. Herudover blev klagers sygefravær tillagt betydning. Indklagede vurderede på den baggrund, at klager var blandt de medarbejdere, der bedst kunne undværes.
Indklagede oplyser, at klager var kontaktperson for to unge - en ung mand og en ung kvinde.
Manden var blevet 18 år og skulle flytte afdeling, hvorfor han ikke længere skulle have klager som kontaktperson. Han flyttede den 19. december 2011. Kvinden var blevet opsagt, og skulle flytte til et andet anbringelsessted. Hun havde sidste dag hos indklagede den 9. september 2011.
De nævnte kriterier blev også anvendt ved vurderingen af forlængelserne af opsigelsesvarslerne. Herudo- ver blev det tillagt betydning, at klager på tidspunktet for forlængelserne var sygemeldt på ubestemt tid.
Efter indklagede var gået syg hjem den 5. juli 2011, forsøgte indklagede at kontakte klager telefonisk, men det var ikke muligt at træffe hende.
Beslutningen om, hvem der skulle tilbydes forlænget opsigelsesvarsel, blev truffet på ledelsesniveau den 5. juli 2011.
Indklagede oplyser, at klagers sygefravær i et ½ år op til opsigelsen var 2,71 procent højere end gennem- snittet, og ½ år efter opsigelsen var hendes sygefravær 4,29 procent højere end gennemsnittet. Sygefravær har afgørende betydning i forhold til at få vagtskemaer til at hænge sammen, og det var derfor også et af de kriterier, der blev lagt til grund ved udvælgelsen af, hvem det var nødvendigt at opsige, og det spillede en rolle i beslutningen om, hvorfor hun ikke fik tilbud om forlængelse af opsigelsesvarslet.
Indklagede oplyser, at det ikke er korrekt, at klager er uddannet pædagog. Hun er derimod uddannet folkeskolelærer.
Det er forkert, at indklagede beskæftiger en række uuddannede pædagoger. Ud af den samlede medarbej- derstab var der kun to medarbejdere, der ikke havde en uddannelse, heraf blev den ene opsagt, og den anden er en pædagogmedhjælper med en miljøterapeutisk uddannelse, som er central for arbejdet.
Indklagede har valgt en bevidst strategi for rekruttering af medarbejdere, hvor det tilstræbes så vidt muligt at have en god blanding af sundhedsfagligt uddannet personale og pædagogisk personale. Dette skyldes den målgruppe af børn og unge, som bliver anbragt hos indklagede. De børn og unge der profiterer af indklagedes tilbud, har alvorlige symptomer, typisk i form af angst, indre kaos, alvorlige kontakt problemer, isolationstrang, tab af livsenergi, forvrænget realitetsoplevelse, tvangstanker- og handlinger, spiseforstyrrelser, depressivitet, vrede, destruktive og selvdestruktive handlinger som for eksempel cut-
ting eller selvmordsforsøg. Det er desuden et kendetegn, at børn og unge med disse diagnoser udviser langt mere indad-reagerende og selvskadende adfærd i forhold til udad-reagerende adfærd, og at deres adfærd og handlinger kan begrundes i en psykiatrisk sygdomsforståelse.
På tidspunktet for opsigelserne var der en overvægt af pædagogisk uddannet personale kontra sundheds- fagligt personale med medicin kompetence, hvilket også var grunden til, at der blev reduceret i det pædagogiske personale.
Desuden spillede det ind på beslutningen om at tilbydes et forlænget opsigelsesvarsel til en af medarbej- derne, at hun havde medicinkompetence og en sundhedsfaglig uddannelse.
To af de medarbejdere, der blev berørt af personalereduktionen, var tidsbegrænsede ansatte. Den ene blev ikke forlænget og den anden fik forkortet sin tidsbegrænsede ansættelse.
Der er ikke sket genansættelser i opsigelsesperioden. Der var alene tale om forlængelse af opsigelsespe- rioden.
Endelig gør indklagede opmærksom på, at klager blev ansat i en alder af 59 år. Der er samme ledelse dengang som nu. Klager blev valgt blandt flere ansøgere trods sin alder, og er ikke blevet fravalgt på grund af sin alder.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.
En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund for afgørelsen, at klager var den ældste af medarbejderne hos indklagede, når der ses bort fra den timelønnede lærer, der kun arbejdede 7½ time om ugen. Indklagede havde på grund af manglende tilgang af børn og unge til institutionen behov for at reducere i antallet af medarbejdere. Klager var som den ældste også den eneste af de opsagte, der ikke fik tilbudt forlængelse af opsigelsesvarslet eller overgang til andet arbejde bortset fra en anden person, som selv havde fundet andet arbejde, og som ophørte i sin stilling hos indklagede pr. 31. juli 2011.
Nævnet har lagt vægt på, at der var en stor aldersspredning blandt de ansatte på institutionen og blandt de personer, der blev opsagt. Der er ikke nogen oplysninger i sagen, som tyder på, at klagers alder blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige netop hende.
Nævnet har også lagt vægt på, at klager var sygemeldt i flere perioder efter opsigelsen, og at dette ifølge indklagede er tillagt betydning i forbindelse med indklagedes vurdering af, hvem der skulle have deres opsigelsesvarsel forlænget. Det er heller ikke i denne forbindelse sandsynliggjort, at klagers alder er tillagt betydning.
På baggrund heraf finder nævnet ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder. Det forhold, at klager var den ældste af de ansatte, er ikke sig selv tilstrækkeligt til at løfte klagers del af bevisbyrden.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
<7100222-12>
